Kære Hans!

Ja, jeg taler til ham i nutid, for jeg er overbevist om, at han stadig er tilstede her på Møllen!

"Præsten nævnte flere gange i sin prædiken, at nu var Hans jo ikke en af dem, man så så ofte i kirken. Og da han havde nævnt det flere gange, så rejste jeg mig op og sagde: Ja og jeg vil også vædde en hel kasse øl på, at han ikke var kommet i dag, hvis ikke vi havde slæbt ham herind!"

Det var en af de mange jokes, som Hans og jeg sommetider brugte, ved de utallige optrædener vi havde sammen igennem de sidste 30 år. God jysk sort humor. Det var det som rigtig mange kendte Hans for.

Jeg sagde til min mor i 1984, efter at havde set Ansager Revyen, at det kunne jeg da godt tænke mig at være med til. Så bare snak med Hans, sagde hun.

Hans? Hvem var han? Nå jeg henvendte mig, og kom for første gang med i Revyen i 1985. Her lærte jeg naturligvis Hans godt at kende, som så mange andre havde gjort i rigtig mange år tidligere.

For Hans´ store interesse var teater. Så da han i midt 70érne kom til Ansager fra Brøndum, kunne han konstatere, at Ansager folket ikke var så kulturelle, som de var i Brøndum, så nu begyndte Hans på sine mange Revyer i byen. Og rigtig mange mennesker har været gennem hans utrolige og kyndige viden på teaterområdet, først ved de mange revyer og siden delitant stykkerne.

Vi gik godt i spænd - Hans og jeg - og jeg blev nu optaget i den fornemme kreds, han havde sammen med Niels Vejlgaard. Her lavede vi underholdning forskellige steder rundt omkring i landet. Ulla var på et tidspunkt også kommet med sammen med Kirsten - de skulle udgøre de gode sangstemmer, mens Hans og jeg tog os af det komiske - eller hvad det nu var. For det var jysk humor, som en københavner garanteret ikke fattede noget som helst af!

Jeg vil nævne en episode fra den tid, hvor Hans simpelthen tog pis på folk. For det var han god til - og gjorde det ofte - nogen gange uden nogen fattede det overhovedet.

Vi havde lavet noget underholdning over på Nordenskov Kro - og var faktisk gået ud til bilerne og på vej hjem. Så sagde Hans - vent lige - og så løb han tilbage til salen igen. Kom hurtigt tilbage og bad os vente. Lidt efter kom der en person ud. Han kiggede sig lidt omkring, og bøjede sig derefter ned under sin bil - hvorefter Hans simpelthen grinede, så han var ved at flække. Vi andre fattede naturligvis ingenting, men så fik vi ud af ham, at han havde været inde og sige - Den person der ejer den røde Ford der holder udenfor, bedes flytte den øjeblikkeligt, for den holder lige ovenover en brønd i vejen - og der har siddet en mand dernede temmelig længe og ventet, og han vil gerne op og hjem!

Sådan kunne han blive ved med at lave fis med folk.

Han fortalte engang, hvor han havde ringet på kommunen. Her skulle han opgive sit CPR-nummer.

Ham gav dem det - men de sidste - normal 4 numre - lavede han til 5 - og så endte det i øvrigt med et lige tal. Det kunne den lille pige på kommunen ikke forstå. Men Hans - han sagde at sådan havde det da altid været - og at han ikke vidste bedre. Om den stakkels pige nogensinde fattede hvad der skete, ved jeg ikke, men rigtig mange har oplevet ham på denne måde.

Ja selv i sin sommerferie, kunne Hans ikke lade være. I mange år mødtes vi med Hans og Lisbeth, Ole og Ruth Lili i Italien. Vi boede sådan lidt rundt omkring på campingpladsen, men Hans og Lisbeth skulle helst bo op ad det, vi kaldte for hovedgaden. Nå vi så havde grillet sammen, råbte børnene altid på "krokodilleshow". Og den var Hans lige med på. Når tusmørket havde sat ind, og folk gik aftentur i deres egne tanker på campingpladsen, så stak Hans pludselig en kæmpe oppustet krokodille ud gennem hækken med et ordentligt brøl, så folk de skreg op af forskrækkelse. Vi andre grinede - Hans grinede - men jeg husker specielt engang, hvor en meget nydelig Italiensk dame kom gående med sin lille hund. Den blev simpelthen så bange, at den slap fra konen, og hylede som en stykket gris, da den fór af sted. Hans grinede, mens han fik en skideballe af den Italienske familie.

Han var en sand mester!

Vi blev nu enige om at lave vores revyer om, så der kun var 5-6 personer med i dem. Men det var stadig Hans der var omdrejningspunktet på dem. Hans havde ideerne og jeg skrev dem, sammen med holdet bag.

For nogle år siden meddelte han så, at han ikke ville være med i flere Revyer. Dette kunne vi ikke acceptere, og vi fandt derfor en ny rolle til ham.

Han gennemførte nu Revyerne som en bestemt person fra byen - bla. Anders fra Havet, hvor han hejste flaget op og siden ned, mens han hele pausen igennem stod klar og dirigerede den usynlige trafik i byen. Siden som Gunnar, som vi jo kender så godt fra Søndergade. De sidste par gange var Hans simpelthen den gennemgående figur i vores CabaRevyer.

Det bliver ikke nemt at lave en ny Revy!!

Vi havde længe gået og leget med tanken om vores eget, og valget faldt på Møllen. Her brugte han 1000 vis af timer, først da vi satte det hele i stand og siden i bestyrelsen og som instruktør for rigtig mange personer her fra byen. For Hans han kunne "head-hunte" folk til delitant stykkerne. Han tog hjem til dem og smed et rollehæfte, og sagde bare, - onsdag kl. 19 på Møllen, - og så gik han igen uden at nogen kunne komme med indvindinger overhovedet. Og dermed var de med!

Hans og jeg havde et par figurer som vi optrådte med ved mange mange fester. Det var "de 2 gamle" - som vi kaldte dem. De hed også Johannes og Albert. Da vi havde brugt dem i mange år, syntes vi figurerne skulle gå på pension, og jeg skrev derfor stykket "Åreknuderally på kroen"

Her fyrede Hans og jeg næsten samtlige vittigheder af vi havde brugt igennem årene - og Hans brillerede igen, bla med sin lille karakteristiske spidse tunge, som kun han kunne lave den!

Kære Hans - jeg er ked af, at efterfølgeren til dette stykke - "Plejehjems-pladder" aldrig blev færdigt. Den skulle du have haft med - nu vil jeg skrinlægge den, og skriver den aldrig færdig - for der er ingen andre, der kan spille den rolle sammen med mig!

Da jeg for et par år siden var instruktør på Palsgaard Sommerspil, sagde Hans til mig, at han gerne ville hjælpe mig med en rolle - for som han sagde - meget har jeg prøvet, men rigtig sommerspil på det plan har jeg aldrig været med til, og det ville da være rart, at kunne sige, så fik jeg da også prøvet det.

Kære Hans - du var min sparringspartner i de måneder, vi kørte til Horsens - du hjalp mig igennem mange ting, og du lavede en fantastisk figur i stykket. Du var ham, de fleste mennesker grinede af overhovedet. Tak Hans!

Hans´ sidste optræden blev til vores sølvbryllup. Hans kunne jo ikke gå eller stå, men så spillede han bare Tante Möghe fra Matador, - der fra sin kørestol. Igen grinede vi alle af ham, og jeg ved han var meget rørt over det. Jeg er utrolig glad og stolt over, at det var Ulla og mig, der fik den sidste optræden fra ham.

Tak Hans!

Kære Hans - det var så sidste akt! Der er dømt tæppefald.

Den sidste replik er sagt - og vi blev på dit dødsleje igen enige om - at vi to aldrig bliver gamle - men hold nu op hvor har vi haft det sjovt. For som der står under mit signatur. når jeg skriver en mail - hellere dø af grin - end af stres.

Vi vil savne dig her på Møllen, Hans. Det bliver en ny start - for intet vil nogensinde blive det samme igen uden dig. Men jeg lovede dig, at vi vil fortsætte, så længe vi magter det.

Men en ting er sikker, -  Din ånd lever her - og det vil den altid gøre.

Æret være dit minde, Hans!

Danny Bruslund

Formand Optimisterne